Da den første coronanedlukning ramte Danmark, besluttede jeg mig for at lave noget vildt og stort. En lysskulptur i ler med fiberlys.
Jeg holder meget af det store træ i filmen Avatar, og har har altid haft en svaghed for 80 ´er fiberlamper. Så hvad nu, hvis jeg taget 100 kg ler og begynder nedefra.
Nu er jeg så heldig at dele værksted med min søde mand Richard Wettstein, der ud over at bygge fantastiske ovne og lægge fliser, altid er en trofast følgesvend i mine mange kunstneriske eksperimenter.
Og så kommer den ægteskablige udfordring. Dem der kender mig, ved, at jeg ikke er det mest tålmodige menneske. Men når jeg nu skal bruge Richards ekspertise til at samle min lysskulptur i ler med fiberlys, det, der med tiden har fået tilnavnet “fugleskræmslet”, så er der ikke andet for end at vente, til han får et huld i kalenderen.
Tiden går, sommeren kommer og landet lukker op igen. Vi får travlt med de sædvanlige gøremål, og mit projekt går i sommerdvale.
Den næste vinter bringer os endnu en nedlukning. Og jeg får endeligt bestilt flere fiberlys til træet. Så er der ingen vej tilbage.
Richard har i mellemtiden støbt den den fineste fod, så lysskulpturen er på hjul. En god ting, når det skal være mobilt i det lille værksted.
Jeg har ført over 300 fibertråde igennem fingerspidserne af min lysskulptur, med tråd, ståltråd, sugerør, hvin og skrig og mange skældsord. Nu begynder Richard at samle lysskulpturen med epoxy, trin for trin, mens jeg tripper utålmodig bag ham.
Og så endeligt, mere end to år efter den første ler blev sat på pladen. Står mit træ, min lysskulptur foran mig. Nu skal jeg bare finde et passende navn. Mon du har et ?
