I ekspresfart fik det nye pizzaria Divina sit navn og facademaleri inden åbningen.
Bedre sen end aldrig. Mandag bliver jeg ringet op af Franco. “Vi skal bruge et navn og logo på vores facade” siger Franco, hvorpå jeg spørger, hvornår de åbner? “Næste onsdag” er svaret. Denne gang får Vinbaren Divino en lillesøster ved navn Divina, hvor man kan få dejlige pizza og øl (birra).
Så gælder det om at tænke hurtigt, rydde kalenderen og finde blyanterne frem.
Dette facademaleri skal, i modsætning til sidste gang hos Artistico, males ud fra et allerede skabt logo, og den italienske romance er atter engang i højsæde.
Forarbejdet sker på værkstedet i Stengade, og selve facademaleriet bliver udført i ekspresfart fra tirsdag morgen til onsdag sen eftermiddag.
Åbningen af Divina pizza og birra er planlagt til klokken 16, hvor gæster kan komme til et fint lille arrangement med smagning af pizza og øl samt musik. Klokken 15.30 rydder jeg penslerne sammen….
Nyd resultatet i Espergærde havn. Nu kan børnene få is, de unge pizza og øl og de “voksne” vin og lækre italienske retter, samtidig med, at mine facademalerier skaber italiensk atmosfære.